Cypern-vers 2013

Cypern-vers 2013

 

Før fanden, han fik sko på, fløj vi til fru Ditte’s ø,

hvor smuk natur, kultur og solskins-timer står i kø.

Med Bittens No i førertrøjen går det rundt i bus.

At være under Widdings vinger er et kæmpe-plus.

Snart ka’ vi gå på vandet. Man skal bare tro på No

og snøre sine allerbedste Cypern-vandre-sko.

 

For femogtyvehundred år tilbage tog man fat

på det, som nu er rejsemål: en klassisk byggeskat.

En fortidsby, dramatisk anlagt ved det åbne hav

blev årsag til vor rejses første søjle-trave-krav.

Hvis havet drev ens vand, så man sku’ af med sin urin,

stod hjerterummet åbent bag den yderste ruin.

 

Hvor er det dog en herlig tur. Vi ser lidt gamle sten

og kravler op og ned og op på vores voksne ben.

Og Middelhavets blå turkis får lys fra solens spejl.

Snart er vi i Pissouri. Vejen, den er smal og stejl.

Vi fandt hotellet ”Drueklasen” uden reception,

fik øl på byens torv, en prægtig nedløbsrør-motion.

 

Nu er der kun tre dage til, at No, han bli’r halvfjerds.

Så her er dagens tilbud med et Widding-takkevers.

Det er jo bare fedt, hvad No og Bitten, de har gjort

for at få venne-busse-rejsen til at gå som smurt

med Afrodites Paphos og den døde Ejegod

og Paulus, der fik bank, hvor Paulus halve søjle stod.

 

Hefaistos fik en skumfødt Afrodite med i seng.

Han smedede så godt, han ku’. Hun avled’ ham en dreng.

Han er en purk med bue, pil og sans for erotik.

Han rammer plet med kærlighed ved allerførste hik.

På hjertets skorsten brænder en harpikset elskovsbrand,

og det er Afrodites søn, som tænder branden an.

 

No Widding og fru Bitten vider horisonten ud,

så Cypern træder frem for os i allerbedste skrud.

En nat var opbrugt. Inden længe sad vi i en bus,

og tal for tal kom vi i mandtal. Enogtyve plus.

Ham No, han laver numre med os. Strandbad uden sand!

En rutebil på afvej via vandfald uden vand.

 

En frokost under drueklaser var bestilt, men ak,

For nul og nix blev lavet, før vor ankomst faldt i hak.

Vi endte med St. Nicolas og Herrens saddeltag.

Velsignet blev igen en herlig Widding-rejsedag,

på trods af, at gudfader havde lukket sin butik.

Vor Herres arbejdsdag var slut, en troløs mekanik.

 

Fra himmelsenge stod vi op og gik i boblebad.

Selv mænd blev Afroditer. Vi fik æg til morgenmad.

No Widdings lille flok gik nedad over stok og sten,

hvor kufferternes rullehjul gav hjælp til slidte ben.

En Herrens vej på Herrens mark gik til Sankt Nicholaus,

Den helgen, som vi kender allerbedst som Santa Claus.

 

En herlig torsdag blev som ventet ganske som besat.

At muselmanden har sin Cypern delstat: Dyb godnat!

Men ordet ”tyrkisk” følges mange gange af ”delight”.

Kyrenia, hvor vi bor, er fuld af barer, det er sejt.

Vor nul-chauffør stod af. Nok cypriot, men fuldblods græsk

Og ikke særligt opsat på en omgang tyrkisk tæsk.

 

En rosenfingret dagning dages circa klokken syv.

Dog holder Morpheus’ arme fast, og det er ikke lyv.

Kun No, som nu har ramt 70, tog konen ud at gå.

Så hvem fik før os andre hele dagen op at stå?

Min versefod stod op med mig og stod på min altan,

mens Birgit og godmorgen lod mig være sol-o-man!

 

Når solens lys står op, er verden ny som aldrig før,

og så går man i brusebad. Lidt efter er man tør.

Man åbner sine øjne. Livet er en lystig leg

og langt fra mørkets magt, som bor på Solitudevej.

Og hvem er bedst af alle? Hvem gør dagen super-go’?

Det gør vor glædes herre. Han er vores egen No!!

 

Men bagved manden står hun med et dagligt rosenflor.

Hun hedder Bitten og er vores allerbedste mor.

Med fingre på tangenterne får hun sat ham i spil.

Hun er hans egen muse, og hun ved, hvad der skal til.

Det er et held for os, at de to går så godt i spænd.

For uden dem, hvor tror I så, at rejsen rejste hen?

 

En rund dag uden kanter nord for Cyperns No-mans land

blev festligholdt og vi bespist, beskænket. No, han kan!

Et gyldent oplyst bue-ruineret kloster stod

og lyttede til danskere med fælles versefod.

For ikke at demensen skulle sløre det, vi så,

blev bussen sendt på dagslys-gensyn morgenen derpå.

 

En tyrk på Cypern så sit snit, tog Løvehjertes viv.

Men Richard spændte riddersporen. Slut var tyrkens liv.

Så stod der korstog på menuen. Hedninge fik tro.

Og hvem gav liv til dagens tekst? Ved Gud! Det var jo No!

Der var strategisk udsyn fra hr. Løvehjertes top,

hvor Bengerd sy’de korssting, så kong Richard fik en prop.

 

I Bogaz blev der tid til aftensvømning, som var god.

Og Anders fik den sidste olie under venstre fod.

Den næste dag stod solen op, og søjler gled forbi,

og dem fandt flokken flotte. Salamis ku’ alle li’.

Og Famagustas bymur var enorm og lang og tyk.

Et fredfyldt sted i dag, men forhistorien den er styg.

 

Oh, løvemad, othellokage, fort og katedral.

Den sidstnævnte har nu en minaret; tilforn sacral.

Måske vil kristne plante kors på vunden minaret.

Vi bor min salighed på en besynderlig planet.

Vor Gud, han er så fast en borg, men hvem har tyrkertro?

Helt ærligt talt, vor rejsegruppe tror s’gu kun på No!

 

I Larnaka var legen fri. Den glade Widding-klub

blev samlet smukt til afskedsmiddag. Ellens taler-kup

fik menigheden op at stå på hendes nummer-råb,

og alle roste alle. Vores rejseleders dåb

som fuldblodsfolkefører fik en extra fed applaus.

Et kæmpe-kram til Bitten. Tak! Hurra! Og Hattedavs!

 

Postludium:

 

Fru Ditte og hr. Kules, de stak af fra fruens smed.

Hr. Kules, han var stærk lakrids, som Eros fik på gled.

Hr Faistos blev så gram i hu og vejede sit jern

og følte sig som matador, men lignede Mads Skjern.

Olympens bølger, de går højt, hvor kærligheden gror,

og No og Bittens ømhed for hinanden er så stor!

 

Den ømhed smitted’ af på os på denne skønne tur.

På versefødder lyder tak fra B og J la Cour.

Et fly på lette vinger tog os bort fra frydens ø.

Nu sku’ vi skilles, hjem at sejle rundt i egen sø.

Hvis No og Bitten byder op til nok en hopsasa,

så er der ingen tvivl om, at vi alle svarer JA!

 

 

J&B

 

 

Galleri

la Cour